Skrevet d.: 11. september 2024

Edderkoppe-blitz i Karen Blixens fodspor

Skrevet af: Arter/Ulla Skovsbøl

Tægespinder, korsedderkop, hvepseedderkop, sivhjulsspinder… listen er lang over de edderkoppearter, som forældre og bedsteforældre med børn i alle aldre fandt på en edderkoppe-blitz i Karen Blixens Fuglereservat ved Rungstedlund den 25. august 2024. På bare to timer indfangede deltagerne langt over 100 edderkopper, hvoraf 130 blev nærstuderet sammen med biolog og naturformidler Frederik Leck Fischer. Sammen fik de identificeret 28 edderkoppearter, som nu er registreret på arter.dk.

Med edderkoppe-blitzen lykkedes det for Karen Blixen Museum at nå ud til nye målgrupper, som ikke plejer at komme på museet, og måske heller ikke på forhånd er artsnørder.

Blixen var levende optaget af naturen

Rungstedlund er for de fleste lig med Karen Blixens museale kunstnerhjem: De smukke stuer med stærke farver og kunst på væggene, og de stilfulde gamle møbler. Skrivebordet, hvor hun arbejdede. Stolen, hun sad i ved kaminen på farmen i Kenya og fortalte historier. Spisestuen, som var rammen om hendes udsøgte middagsselskaber.

Men Rungstedlund er også natur: Et fuglereservat på 15 hektar, som den verdensberømte forfatter selv grundlagde få år før sin død i 1962. Det var fuglereservatet, hun brændte for at overlevere til eftertiden, snarere end fine stuer, møbler og nips.

“Jeg vil gerne tænke mig Rungstedlund i Fremtiden i mange Aar kunde være et Aandehul midt i en stor By. Og fordi Trækfuglene paa Rungstedlund har betydet meget for mig, har jeg forestillet mig det som et Fuglereservat, et rigtigt Paradis for Fugle som søgte hertil tværs over Verdenshave,” sagde hun i en radiotale i 1958 i forbindelse med en indsamling til det kommende fuglereservat.

Fuglereservatet er nu i mere end 60 år blevet drevet efter de retningslinjer, Karen Blixen i sin tid udstak og med en plejeplan, som løbende bliver udviklet. Derfor er reservatets hundredårige gamle træer, vildskov, enge med græssende dyr og vandhuller i dag hjem for en stor mangfoldighed af arter.

Synergi mellem kultur og natur

”Det utrolige er, at Karen Blixen grundlagde fuglereservatet på et tidspunkt, hvor det altovervejende natursyn i Danmark var et produktions- og nyttesyn. Hun var allerede dengang opmærksom på behovet for, at der findes steder med plads til et andet perspektiv på naturen,” siger biolog Anne-Mette Høeg Andersen.

I kraft af en bevilling fra Nordea-fonden har Anne-Mette været ansat på Rungstedlund siden 2022. Under overskriften ”I Karen Blixens fodspor” er hendes opgave blandt andet at skabe synergi mellem kultur- og naturformidling via aktiviteter, som når en bredere målgruppe og får lokket de kulturinteresserede ud i naturen og de naturinteresserede ind i kulturen.

”Fordi området er et fuglereservat, har vi jævnlige fugletællinger, som via DOF-basen også registreres på arter.dk. Vi har en gruppe frivillige, som passer vores 150 fuglekasser, og vi har ringmærkning, som mange frivillige også deltager i,” fortæller hun.

BioBlitz hvert år

Som en del af arbejdet i Karen Blixens Fuglereservat har museet desuden gennem flere år holdt en årlig 24 timers BioBlitz samt et par årlige mini-bioblitzer for børnefamilier, og data fra de seneste tre år findes i arter.dk.

Edderkoppeblitzen var et nyt eksperiment, og den store interesse overraskede Anne-Mette Høeg Andersen: Omkring 100 deltagere troppede op til arrangementet trods en tvivlsom vejrudsigt. Der var både forældre med børn, bedsteforældre med børnebørn og unge, som kom sammen med kammerater. Ikke mindst drenge og deres fædre var fascinerede af edderkopperne, og på den måde lykkedes det at nå helt nye målgrupper. 

”Vores formål med edderkoppe-blitzen var primært formidling, og det må jeg sige, lykkedes for os, ikke mindst fordi deltagerne kan bruge Arters app. Det er en kæmpe fordel, for appen gør indsamling og artsbestemmelse meget sjovere. Man kan lynhurtigt uploade en art og følge med i, hvad de andre finder, når man bruger mobilen,” siger hun.

Resultaterne fra edderkoppe-blitzen: 

Edderkoppeblitz 25 august 2024

Tidligere BioBlitzer på Rungstedlund:  

Vinter-Bioblitz på Rungstedlund 27.1.2024 - Fællesskaber - Arter

Bioblitz på Rungstedlund 19.-20. august 2023 - Fællesskaber - Arter

Bioblitz på Rungstedlund - Fællesskaber - Arter  

 

Foto: Anne-Mette Høegh Andersen