Skrevet d.: 21. august 2025

EU´s invasivliste er udvidet med flere arter

Skrevet af: Ulla Skovsbøl, Arter

Listen over invasive arter i EU er netop blevet opdateret med en række nye arter. Enkelte af dem findes allerede i Danmark som for eksempel mink, hjortearten sika og desuden den alt for velkendte japansk pileurt og kæmpe-pileurt samt krydsningen mellem disse.

En invasiv art er defineret som en ikke-hjemmehørende art, der udgør en trussel mod hjemmehørende arter og deres levesteder. Ud over de velkendte arter, som allerede er i Danmark, omfatter den nye EU-liste ca. 20 arter, der endnu ikke er kendt herhjemme. Nogle af disse arter vil med stor sandsynlighed dukke op i nær fremtid, mens andre er langt mindre forventelige, i det mindste på den korte bane. Men dette kan ofte være svært at forudsige, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på dem i god tid.

Blandt de nye arter på listen, som vi ikke har set i Danmark endnu, er bl.a. fuglearterne toppet maina (også kaldet topmaina) og rødøret bulbul og  fiskearterne kinesisk og nordorientalsk dyndsmerling. Men også inden for krebs, søstjerner fladorm og planter, er der kommet nye arter til. Enkelte af de nye arter på listen har endnu ikke et dansk navn, men det forventes de at få i nær fremtid med hjælp fra Taxonrådet.

EU´s invasivliste er et bilag til EU-forordningen om invasive arter. Ud over EU-listen findes der også en liste over alle invasive arter i Danmark og en mindre, retsligt bindende national liste med 13 invasive arter, som er omfattet af en række specifikke lovkrav og regler. Blandt andet er det forbudt at handle med dem og at fremavle dem.  Listerne vedligeholdes af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, SGAV.

Upload invasive arter til Arter
De invasive arter (SGAV)
EU´s invasivliste 2025 - Oversigt over invasive arter i EU

Foto: Sikavildt. Jeppe Nielsen/Arter