Skrevet d.: 2. juni 2021

Sandspringere, de farlige tigerbiller

Skrevet af: Arter

Hvis man er så heldig at bo et sted, hvor der er sand i undergrunden, kan man i det sene forår og start sommer se de frygtelige sandspringere. Altså, de er naturligvis kun frygtelige, hvis man er en lille flue, hveps eller edderkop. For os mennesker er sandspringerne blot fascinerende og frygteligt besværlige at få fotos af.

Sandspringerne er vidt udbredte i hele verden og er overalt kendte for deres hurtighed (faktisk er en australsk sandspringer Cicindela eburneola blevet målt som et af verdens hurtigste dyr – den kan tilbagelægge 171 kropslængder pr. sekund). Geparden, bevæger sig ”kun” med 16 kropslænger i sekundet.

I Danmark har vi fire arter af sandspringere, de to er ganske almindelige, den grønne og den brune. Desuden har vi en klit- og en stor sandspringer, men de er så sjældne, at man næsten aldrig ser dem, medmindre man opsøger dem på de ganske få lokaliteter, hvor de lever. De er som nævnt ganske hurtige og har igennem tiden frustreret mange fotografer, der har forsøgt at få et foto af den smukke bille. Men nogle gange lykkes det heldigvis.

Hvis du ser sandspringere dér, hvor du holder til, så rapportér dem gerne på Arter. Vi elsker at se gode fotos af disse frustrerende arter.

 

https://arter.dk/taxa/taxon/details/fd3a8cf8-f785-ea11-aa77-501ac539d1ea

 

https://arter.dk/taxa/taxon/details/fc3a8cf8-f785-ea11-aa77-501ac539d1ea