Skrevet af: Af Ulla Skovsbøl
Fire slørugleunger – i november! Det overvældende fund gjorde en økologisk landmand en efterårsdag på sin ejendom ved Lille Vildmose. Ugleungerne er kommet til verden i en uglekasse, som han har sat op for flere år siden. Der har været unger i den før, men det er længe siden sidst.
Den 8. november blev de fire ugleunger ringmærket, og Anton Thøger Larsen, som har registreret fundet på Arter, forevigede firlingerne, da de havde fået ringe på. Han mener, det måske er forældreparrets andet kuld i år, og at det første hold enten ikke har overlevet eller allerede er på vingerne. Det er ikke helt udsædvanligt at slørugler får unger sent på året, men de er ret udsatte, når kulden sætter ind, for slørugler kan ikke oplagre fedt på kroppen og er afhængige af, at der er rigeligt med mus i nabolaget.
Ringmærkning – en dansk opfindelse
Takket være ringmærkningen er det nu muligt at følge de fire uglers færden fremover. Ringmærkning er en dansk opfindelse, som fejrer 125 års-jubilæum i 2024. Det var en fugleelskende lærer ved Viborg Katedralskole, Hans Christian Cornelius Mortensen, som fik ideen til ringmærkning i 1899, og dermed revolutionerede han det videnskabelige studie af fuglenes træk. Drevet af sin nysgerrighed i forhold til fuglenes vinteropholdssteder begyndte han at fastgøre lette aluminiumringe med unikke numre og adresser på fugle. På den måde blev det muligt at spore individuelle fugles rejser, når de blev fanget eller fundet – måske mere end 10.000 km fra det sted, hvor de oprindeligt blev mærket.
Ringmærkning er en uvurderlig kilde til viden om trækfuglene og deres ruter, men giver også vigtige data til forskningsområder som økologi og adfærdsbiologi - også for standfugle. Ringmærkning bliver i dag blandt andet brugt til overvågning af fuglebestande og til at forstå sygdomsspredning blandt fugle.
I Danmark blev arbejdet med ringmærkning sat i system med etableringen af en national ringmærkningscentral på Zoologisk Museum i København, som i dag er en del af Statens Naturhistoriske Museum. Det skete i 1928, og siden har frivillige registreret over 6,1 millioner fugle af mere end 300 forskellige arter gennem ringmærkning. Det årlige antal ringmærkede fugle har siden 1998 gennemsnitligt ligget omkring 86.000 takket være en dedikeret gruppe på 200-230 frivillige ringmærkere.
Ideen spredt til hele verden
Mortensens ide har de seneste 125 år gået sin sejrsgang kloden rundt. I dag findes der ringmærkningscentraler over hele verden. I Danmark har Statens Naturhistoriske Museum siden 1931 stået for indsamlingen af data fra ringmærkning - nu med støtte fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Selv om sløruglen ikke er en trækfugl, kan ringmærkningen af de fire ugleunger fra Lille Vildmose være med til at give os viden om uglernes liv og færden.
Se de ringmærkede slørugleunger på Arter
Foto: Anton Thøger Larsen, Arter