Skrevet af:
Forskere, naturforvaltere og alle mulige andre, der interesserer sig for sommerfugle, kan glæde sig til at gå på opdagelse i et nyt stort datasæt på Arter med mere end 25.500 fund af sommerfugle fra projekt Danmarks Dagsommerfugle. Her er både de helt almindelige og de udsøgt sjældne som ensianblåfugl, engperlemorssommerfugl og endda et enkelt fund af den kritisk truede sortplettet blåfugl.
I alt 66 arter er repræsenteret i datasættet. Græsrandøje og engrandøje topper listen med henholdsvis 5823 og 2114 artsfund, mens nældens takvinge kommer ind på en tredjeplads lige foran grønåret kålsommerfugl.
Følger udvikling i bestandene
Formålet med projektet Danmarks Dagsommerfugle er at følge udviklingen i bestandene af dagsommerfugle i Danmark, og den viden er afgørende for arbejdet med at bevare og beskytte både de almindelig, de sjældne og de truede sommerfuglearter.
Projektet bygger på frivilligt engagement og er finansieret af Aage V. Jensens Naturfond og 15. Juni Fonden. Det startede i 2023 og kører i første om gang til og med 2027, men drømmen er at gøre det permanent og dermed gøre det muligt at følge med i sommerfuglearternes udbredelse og bestandenes størrelse både nationalt og lokalt i bestemte naturområder, kommuner eller landsdele. Lykkes det, bliver projektets sommerfugledata et vigtigt redskab for bl.a. naturforvalterne, når de skal vurdere, om særlige naturindsatser giver den ønskede effekt på biodiversiteten.
Frivillig yder en stor indsats
De mange tusinde sommerfuglefund er gjort af projektets knap 200 frivillige. De registrerer efter særlige principper og med en special-app - Butterfly Count-appen - for at sikre, at fundene lever op til de europæiske standarder, som European Butterfly Monitoring Scheme (EBMS) har fastlagt.
Som frivillig kan man vælge at indsamle fund enten via transekter og eller via 15 minutter-tællinger. En transekt er en fast rute gennem landskabet, hvor man registrerer fund. Det kan være i lokalområdet, hvor man bor eller arbejder, eventuelt i ens egen have. Det er ikke afgørende, at der er sjældne eller truede arter i området, for registrering af de helt almindelige arter er også vigtig.
Hvis man laver sit eget transekt, skal man være indstillet på så vidt muligt at tælle sommerfugle hver uge fra først i april til sidst i september. Det enkelte transekt bør helst tælles mindst 10 gange på en sæson, og allerhelst skal tællingerne fortsætte over en årrække.
Læs mere - og meld dig evt. som frivillig i Danmarks Dagsommerfugle
European Butterfly Monitoring Scheme (EBMS)
Se alle fundene fra projektet på Arter
Foto: Engperlemorssommerfugl. Arter