Fløjtende tudser og trommende græshopper

Vi har nu på Arter føjet lydoptagelser til en række padder og græshopper.

Mange dyr kommunikerer vha. lyde. Det gælder ikke blot fugle og pattedyr, men også bl.a. padder og græshopper. Dyrestemmer kan være en stor hjælp til både at finde frem til dyrene og til at bestemme, hvilke arter, der er på spil.

Lars Skipper

Løvfrøen er måske nok vores mindste frø, men kraften i dens stemme er imponerende, og den kan under optimale forhold høres flere kilometer væk.

Frøer og tudser

De elleve danske arter af frøer og tudser har ganske forskellige stemmer. Butsnudet frø lyder som en knallert, springfrø som en fiskekutter. Grøn frø ”gnaver sten”. Klokkefrøen og latterfrøen giver sig selv, og grønbroget tudse kaldes lokalt fløjtetudse. Spidssnudet frø kvækker under vand med boblelyde, der kan få en sø til at lyde, som om den koger på en lun forårsdag. Løgfrøen kvækker ligeledes under vand med et sagte ”glok glok”, der kun kan høres få meter væk. Den skriggrønne skrighals, løvfrøen, kan til gengæld med sin gennemtrængende ”række række” høres indtil flere kilometer væk, trods sin ringe størrelse. Står man ved siden af et vandhul en sen og lun forårsaften, hvor løvfrøens kvækken er på toppen, er det ikke let at føre en samtale.

Ved lydfrembringelsen benyttes paddernes kvækkeposer. Nogle arter har blot en enkelt – f.eks. de tre tudsearter – mens andre såsom grøn frø har to.

Lydoptagelser af de danske padder er venligst stillet til rådighed af Naturhistorisk Museum, Århus.

Jesper Michael Møller

Stor grøn løvgræshoppe er med en længde på mere end 5 cm en af vores største græshopper – og insekter. Cykler man en tur i det danske sensommerlandskab (i den østlige del af landet), vil man ofte kunne høre dens kraftige røst fra vegetationen langs vejene.

Græshopper

De to hovedgrupper - løvgræshopper og markgræshopper – synger på markant forskellige måder, idet de førstnævnte stridulerer ved at gnide forvingene mod hinanden, og de sidstnævnte ved at bevæge benene op og ned, hvorved tappe på baglåret gnides mod en skraber på en ribbe på forvingen.

Ganske bekvemt er det ofte sådan, at arter, der ligner hinanden meget, let kan kendes på stemmen. Det gælder f.eks. flere arter af markgræshopper. Flere faktorer komplicerer imidlertid (lyd)billedet.

Græshoppernes typiske sang, og den man oftest hører, er kaldesangen, der benyttes af hannerne til at påkalde sig hunnernes interesse. Men flere arter har også andre typer sang. Det gælder revirsangen (også kaldet vekselsang), hvor hanner forsøger at imponere andre hanner. Hertil kommer friersangen, som benyttes af hanner, der befinder sig tæt op ad individer af det modsatte køn. Disse typer af sang kan være markant forskellige (lyt f.eks. til hhv. kaldesang og rivalsang hos almindelig markgræshoppe). Også temperaturen spiller ind for visse arters vedkommende, og nogle arter synger markant hurtigere i varmt vejr, lyt f.eks. til sandgræshoppen i hhv. varmt og solrigt vejr og i køligt vejr.

Hertil kommer, at der kan være lokale forskelle. Det mest markante eksempel er syngende markgræshoppe, hvor individer fra Vestjylland synger anderledes end individer fra resten af Danmark.

Hos hovedparten af markgræshopperne synger både hanner og hunner – hunnerne dog noget mere lavmælt.

Ligesom flagermus er mange græshopper meget højfrekvente, og med alderen mister vi evnen til at kunne høre dem. Så hvis man klikker på en lydoptagelse af en græshoppe på Arter og ikke kan høre noget, er det ikke nødvendigvis en fejl! Anskaffer man sig en flagermusedetektor, kan dette problem dog løses, og man vil ydermere kunne høre græshopperne på større afstand.

Græshoppernes lydytringer kan brydes ned i mindre enheder – hhv. strofer, echemes, stavelser og impulser. Klik her for at dykke mere ned i dette emne. Dette uddybende kapitel om græshoppernes sang, samt lydoptagelser og lyddiagrammer for de enkelte græshoppearter, er venligst stillet til rådighed af Ole Fogh Nielsen og Peder Skou (Apollo Books).