Sidst opdateret d. 14. april 2023

Jeg har fundet en art, der ikke er på Arter - hvem skal jeg kontakte?

Har du et ønske om at få oprettet en art, en slægt, en underart eller andet, som ikke findes på Arter, bedes du følge de her nævnte procedurer.

Det vælter ind med informationer om nye arter i Danmark i disse år. Ikke kun fordi, der reelt kommer flere arter til landet, men også fordi flere og flere naturentusiaster får øjnene op for småkræ og andre levende organismer. Og fordi de har mulighed for at melde deres fund ind og få dem bestemt via sociale medier og artsportaler som Arter.dk.

Det drejer sig om introducerede arter, der kommer hertil direkte via vores gøren og laden, og mere indirekte pga. vores påvirkning af klimaet. Der kan også være tale om arter, som har være overset – såvel i naturen som i litteraturen eller i samlinger. Også ændringer i artsopfattelser, ikke mindst på grundlag af DNA-analyser, fører til behov for oprettelse af nye arter.

Der kan også være tale om arter, som ikke er nye for landet, men som blot ikke er medtaget på Arter. Det gælder f.eks. mange tilfældigt indslæbte eller forvildede arter.

Vi skelner på Arter mellem ”danske arter” og ”ikke-danske arter”. Kort sagt omfatter danske arter samtlige naturligt forekommende arter samt introducerede arter, der har (eller må formodes at have) etableret en bestand i landet (for uddybning se artiklen Hvad er et dansk taxon?).

Så vidt muligt forsøger vi at medtage alle danske arter. Ikke-danske arter vil blive medtaget efter behov og relevans.

Vi vil naturligvis på Arter meget gerne følge med i, hvad der dukker op af nye arter. Har du oplysninger vedrørende en ny art, underart, slægt eller andet vil vi bede dig om at melde dette ind via supporten (support@danmarksmiljoeportal.zendesk.com).

For at gøre arbejdet lettere for os vedrørende ønsker om oprettelse af nye taxa (og resultaterne mere fyldestgørende og retvisende), vil vi bede dig angive, hvad du finder muligt/relevant af oplysningerne angivet nedenfor:

Videnskabeligt navn (gerne inkl. autor)
Reference til videnskabeligt navn

Dansk navn
Reference til dansk navn, hvis et sådant foreligger

Reference til forekomst i DK
(bog, tidsskrift, hjemmeside, eget fund, andres fund)
Hvis eget eller andres fund – hvem har bestemt fundet ?

Fundomstændigheder
Naturlig forekomst i DK / introduceret (udsat, undsluppen, indslæbt) / ved ikke
Etableret i DK / ikke etableret / ved ikke

Forespørger
Navn
Mailadresse 

 
På forhånd tak. Og så er der kun tilbage at sige: Så er det bare med at komme ud og finde den næste nye art for landet. God jagt :-)

Nye Arter

Kun få planter er meldt som nye for landet siden årtusindskiftet. En af de mere spektakulære er biblomst (Ophrys apifera) (tv), der nu er fundet flere steder i landet. Foto: Jonas Morsing Thomasen.

Anderledes forholder det sig for især insekterne, men også inden for andre grupper er der fundet nye arter, som denne lille bitte mosskorpion (Mundochthonius styriacus) (th), der blev fundet ved en gennemgang af samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum i 2016 – indsamlet ca. 30 år tidligere. Foto: Jørgen Lissner.