Sidst opdateret d. 6. marts 2025

5-10-årig vision for Arter (2024)

Biodiversitetskrisen kan ikke løses uden solid viden om naturens tilstand. I den forbindelse spiller Arter allerede nu en vigtig rolle blandt andet som redskab i overvågningen af naturens tilstand og i myndighedernes arbejde med forvaltning.

Politisk og forvaltningsmæssigt grundlag for visionen

Såvel DK som øvrige EU lande er påvirket af biodiversitetskrisen og den har fokus både nationalt og internationalt. På det nationale plan er udfordringen også adresseret i regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark”, hvor regeringen lægger vægt på at kunne håndtere biodiversitetskrisen. Et af elementerne er, at regeringen vil udarbejde en samlet lov om natur og biodiversitet med mål og virkemidler for et grønnere Danmark. Derudover lægger regeringsgrundlaget vægt på, at der skal udpeges flere naturnationalparker, hvor der ud over de allerede besluttede 15 parker skal udpeges yderligere op til fem områder, hvor der kan etableres naturnationalparker. Portalen Arter vil være et af redskaberne til at kunne følge udviklingen i naturnationalparkerne.

I EU har EU-kommissionen også adresseret biodiversitetskrisen i Europas Green Deal, hvor biodiversitet er en vigtig komponent. Et af redskaberne til at håndtere biodiversitetskrisen i EU er EU's biodiversitetsstrategi for 2030, som har som mål, at 30 pct. af EU's areal til lands og til havs skal være beskyttet natur, hvoraf 10 pct. skal være strengt beskyttet natur. DK bidrager til biodiversitetsstrategien både ved at udpege flere arealer, som er beskyttede, herunder strengt beskyttede (jfr. regeringens havplan) og ved at forbedre datagrundlaget i de allerede beskyttede Natura 2000-områder. Også her vil Arter være et af redskaberne til at understøtte videndelen i disse mål i strategien.

I EU vil naturgenopretningsforordningen blive et vigtigt redskab i at skabe og sikre mere natur, og dermed medvirke til at langt mere af den danske natur kommer i god tilstand både på land og på havet. Også her vil Arter være et vigtigt redskab, da den nationale overvågning primært har fokus på allerede udpegede områder (Natura 2000 og havstrategiområder) og derfor vil kunne være et stort supplement uden for disse områder.

Danmark har tilsluttet sig FN’s Kunming-Montreal-aftale som opfølgning på Biodiversitetskonventionen og AICHI målene. Kunming-Montreal-aftalen har fastlagt 23 globale målsætninger mod 2030, herunder f.eks. at 30 pct. af de globale arealer af forringet natur skal genoprettes, mens 30. pct. af de globale arealer skal beskyttes på til land og til havs. Med aftalen fastlægges også indikatorer, der skal måle naturens tilstand globalt ud fra nationale datasæt med det formål at overvåge og forbedre dataindsamlingen globalt. Aftalen søger også at øge datatilgængeligheden om natur og biodiversitet for og til borgere, forskere, myndigheder mv. med blandt andet det formål at øge civilsamfundets involvering i natur og biodiversitetsbeskyttelse.

Biodiversitetskrisen kan ikke løses uden konsolideret viden om naturens tilstand. Data er og forventes også i fremtiden med disse nationale og internationale tiltag at blive vigtige. Data giver viden og faglig viden er afsættet for løsninger på udfordringerne. Portalen Arter skaber og vidensdeler data mellem borgere, myndigheder, private aktører og det professionelle miljø om natur og biodiversitet. Hermed får staten og kommuner et vigtigt redskab både i forbindelse med overvågning af naturens tilstand og som forberedelse af konkret forvaltning og myndighedsgodkendelser.

Værdifuldt digitalt mødested for alle naturinteresserede

Med afsæt i den nationale og international mål, skal Arter derfor være kendt for at være et værdifuldt, digitalt mødested for alle, der interesserer sig for arter og natur i Danmark. Arter skal dermed være den førende danske database, hjemmeside og app, hvor både borgere, forskere, virksomheder, myndigheder, interesseorganisationer m.fl. har mulighed for at registrere og søge efter danske artsdata, og med deres viden opnås et langt bedre datafundament for løsningerne både nationalt og internationalt med at løse biodiversitetskrisen.

  • Arter skal være naturhistoriske foreninger og andre artseksperters foretrukne platform til registrering og fremsøgning af arter.
  • Arter skal være den naturinteresserede borgers foretrukne platform til viden om danske arters udbredelse.

Fælles platform for de naturhistoriske miljøer i Danmark

Arter skal samle det naturhistoriske miljø i Danmark og danne en fælles platform for vidensdeling på tværs af foreningerne. Arter skal være den foretrukne platform for frivillige artseksperter. Dermed skal Arter have en konstant og engageret frivillighed, som validerer fund og vejleder naturinteresserede borgere i artsgenkendelse.

  • Samtlige danske naturhistoriske foreninger skal være repræsenteret og have oprettet et Naturfællesskab på Arter.
  • Den enkelte naturhistoriske forening skal kunne bruge Arter som platform for foreningens aktiviteter, debatforums og artsregistrering.
  • Arter skal have et stærkt frivilligfællesskab, hvor eksperter mødes og dyrker deres passion.

Fælles indgang for data om natur, forskning, overvågning og forvaltning

Arter skal fremvise alle relevante, digitale datasæt fra forskningsinstitutioner, naturovervågning, naturhistoriske foreninger mm. Arter skal kunne bruges aktivt i naturforvaltning, undervisning og forskning. Dermed skal Arter bl.a. medvirke til at opfylde de forpligtigelser, som Danmark har eller får (ifm. naturgenopretningsforordningen) for at stoppe den igangværende biodiversitetskrise. Data vedrørende arternes forekomst bliver vigtige, når der helt konkret skal igangsættes indsatser for at sikre tilstrækkelig kvalitet og kvantitet af levesteder på land og i havet inden for som uden for de udpegede Natura 2000-områder.På nuværende tidspunkt findes mest viden om naturens tilstand inden for de allerede beskyttede Natura 2000-områder, Arters brugere bidrager derfor i særdeleshed med viden om arter uden for de beskyttede områder Alle data indsamlet af såvel borgere som professionelle vil bidrage til at skabe en langt mere nuanceret viden om, hvor arterne er observeret og dermed naturens tilstand end det vil være muligt at foretage via den statslige og kommunale overvågning.

Dertil kommer at Arter allerede bruges i forbindelse med styrelsens opgaver med skovlovssager, som indberetning af invasive arter jf. internationale forpligtigelser herom og som støtte til viden om arters forekomst i forbindelse med andre af styrelsens sagområder f.eks. fredningssager, virksomhedsgodkendelser, sagsbehandling af diverse ansøgninger om miljøvurdering af anlæg mv. I takt med at datamængden om arters forekomst vokser og flere offentlige myndigheder og private virksomheder får kendskab til Arter forventes portalen at blive mere integreret i såvel statslig som kommunal myndighedsbehandling som et supplement til myndigheder og virksomheders egen indsamlede viden om naturen og den danske biodiversitet. Arter forventes således over de næste 5-10 år at udvikle sig til myndigheders, private og danskernes fælles vidensbase om den danske natur og biodiversitet herunder f.eks. adgang til at kunne analysere fremgang og tilbagegang for arterne.

  • Arter skal fremvise både historiske og nye datasæt.
  • Arter skal være alment kendt hos alle relevante databidragere i en sådan grad, at disse automatisk henvender sig til Arter med nye datasæt.
  • Data fra Arter skal understøtte implementering af nye forpligtelser i forhold til naturgenopretningsforordningen og den løbende afrapportering.
  • Data fra Arter skal kunne bruges som et supplement til anden viden om arters forekomst i forbindelse med forvaltningsafgørelser i stat og kommuner, hvor der skal tages hensyn til beskyttede arter.

Artsbog som vigtig indgang for viden om arter i Danmark

Ud over adgang til data om arternes forekomster skal Artsbogen være det foretrukne opslagsværk, hvori professionelle såvel som almindelige borgere kan finde information om danske arter.

  • Artsbeskrivelser på Arter skal rangere højt på Google.
  • Alle brugere med artskendskab inddrages i udviklingen og vedligehold af artsbeskrivelser.

Teknologisk tidssvarende og funktionelt system

Arter skal følge holde sig ajour med den teknologiske udvikling, så systemet holdes opdateret, tidssvarende, funktionelt og interessant for brugerne.

Læs visionspapiret her