I det følgende beskrives:
- Formålet med Arter
- Regler for god adfærd
- Brugsret – Regler for brug af materiale, som brugere har lagt på Arter
- Øvrige vilkår
- GDPR – Beskyttelse af personoplysninger.
Når du benytter Arter, accepterer du de regler og vilkår, der er beskrevet under hvert enkelt punkt.
Reglerne kan løbende blive ændret, eksempelvis som følge af tekniske ændringer af systemet eller af hensyn til brugerne. Helt grundlæggende er den offentlige adgang til data dog sikret. Det vil sige, at reglerne ikke kan ændres i retning af, at denne offentlige adgang til data bliver afskåret. Samtidig sikres den enkelte brugers rettigheder til egne data via creative commons-licenser, som bliver beskrevet under pkt. 3.
Hvis der kommer ændringer eller tilføjelser til Arters regler og vilkår, vil du blive bedt om at godkende dem, næste gang du logger ind.
Hvad sker der, hvis jeg ikke accepterer vilkårene?
Hvis du ikke accepterer vilkårene, vil du ikke kunne logge ind. Hvis du allerede har en brugerkonto og har lagt fund på Arter, forbliver dine fund en del af Arter for at sikre, at de fortsat er tilgængelige i forbindelse med forskning og naturforvaltning.
1. Formålet med Arter
Formålet med Arter er:
- At øge den almene viden om arterne i Danmarks natur til gavn for befolkningen
- At hjælpe med at opnå en mere effektiv naturforvaltning
- At give forskere let adgang til data om vores arter
- At være det nationale digitale mødested for alle, der interesserer sig for arter og natur i Danmark
- At samle data ét sted, både fra naturhistoriske foreninger, forsknings- og atlasprojekter samt museumssamlinger
- At dele viden om arterne internationalt via GBIF, der arbejder for at gøre data om biodiversitet frit tilgængeligt via internettet på globalt plan.
Projektet er udviklet som et partnerskab mellem Miljøstyrelsen og Statens Naturhistoriske Museum, i det følgende kaldet ”organisationen bag Arter”.
2. Regler for god adfærd
Når du opretter en brugerprofil på Arter, er den personlig, og du må ikke give profilen videre til andre eller lade andre logge ind på profilen.
Hos organisationen bag Arter forbeholder vi os ret til at slette oprettede fund, hvis disse ikke indeholder bevis for, at der reelt er blevet konstateret et fund af en art (eller andet niveau i det taxonomiske hierarki, altså en levende eller død organisme), herunder f.eks. potteplanter, udstoppede dyr og lignende. Det samme gælder, hvis et indlagt fund er af krænkende karakter. Gentagne eller grove tilfælde af uacceptabel adfærd eller tilsvarende overtrædelse af nærværende regelsæt kan føre til, at en brugerprofil slettes.
I forhold til debatter på Arter opfordres der til at holde en god tone. Indlæg og kommentarer til debatten, som ikke overholder dette, vil blive slettet. Husk, at skriftsprog er et hårdt sprog, hvor modtageren ikke kan se, hvis du har et glimt i øjet. Læs vores råd om god adfærd på Arter og få tips til god kommunikation på platformen her.
Hvis der er tale om en brugerprofil, som er oprettet på vegne af en virksomhed eller anden organisation, er det den pågældende organisation, der har ansvaret for, at Arters fulde betingelser overholdes.
3. Brugsret – Regler for brug af materiale, som brugere har lagt på Arter
Afsnittet om brugsret er inddelt i følgende underpunkter:
3.1 Generelt
3.2 For dig, der har en brugerprofil på Arter
3.3 For forskere, naturforvaltere og andre embedsfolk
3.4 For private personer og virksomheder, som ønsker at benytte data eller billeder fra Arter.
3.1 Generelt
Som bruger af Arter indvilger du i, at du deler brugsretten til de billeder, kommentarer og andet, du lægger ind, med organisationen bag Arter.
Alle data på Arter er tildelt en creative commons-licens. Der benyttes som udgangspunkt to forskellige:
- CC-BY – kildeangivelse
Denne licens giver enhver lov til at benytte materialet, som han eller hun vil, men materialets ejer skal krediteres, der skal linkes til licensen, og det skal fremgå, hvilke ændringer der er blevet foretaget.
- CC-BY-NC – kildeangivelse og ikke-kommercielt brug
Denne licens har samme indhold som CC-BY, blot med den tilføjelse at materialet ikke må benyttes kommercielt.
Foruden creative commons-licenserne må billeder og anden data fra Arter kun benyttes i tråd med Arters formål. Endvidere er det god skik at gøre en bruger opmærksom på, at man har i sinde at benytte vedkommendes billede (lyd eller video).
Sådan benyttes de to licenser
- For billeder, video og lyd samt alle funddata, f.eks. findested, tilføjede fundoplysninger og tekst, benyttes licensen CC-BY for fund, der registreres på Arter (det er i skrivende stund endnu ikke muligt at uploade video og lyd til arter.dk). Det er muligt for den enkelte bruger at vælge en anden licens for sine billeder (læs mere nedenfor).
- I Artsbogen benyttes licensen CC-BY-NC, både for tekst, billeder og øvrige data. Det samme gælder for Arters hjælpe- og blogunivers. Det vil sige det materiale, der findes under "Om Arter" og "Hjælp" på arter.dk.
Vælg din egen licens til billeder
Du vælger, hvilken billedlicens der skal gælde for dine billeder ved at redigere dine oplysninger under ”Min profil”. Bemærk, at en ændring af licensen kun gælder for de billeder, du efterfølgende lægger ind på Arter. Du kan vælge mellem disse licenser:
- CC0 – ingen ophavsret
Med licensen 'CC0 - ingen ophavsret' giver du afkald på rettigheder til billedet, verden over. Andre må kopiere, ændre, distribuere og fremføre billedet, selv til kommercielle formål, alt sammen uden at spørge om tilladelse.
Dine billeder vil blive vist hos GBIF med link til originalbilledet på Arter og med angivelse af tilhørende licens.
- CC-BY – kildeangivelse
Dette er standardlicensen, som er i brug, når du opretter dig som bruger af Arter. Med licensen 'CC-BY - kildeangivelse' giver du andre lov til at kopiere, videredistribuere og redigere dine billeder i ethvert medie eller format - dette til alle formål, også kommercielle. Du skal dog krediteres passende med brugernavn og Arter, og brugen af dine billeder skal være i tråd med Arters formål. Det er også et krav, der i forbindelse med brug af dine billeder angives et link til licensen, og at det oplyses, om der er foretaget ændringer.
Dine billeder vil blive vist hos GBIF med link til originalbilledet på Arter og med angivelse af tilhørende licens.
- CC-BY-NC – kildeangivelse og ikke-kommercielt brug
Med licensen 'CC-BY-NC - kildeangivelse og ikke-kommercielt brug' giver du andre lov til at kopiere, videredistribuere og redigere dit billede i ethvert medie eller format. Det må IKKE være til kommercielle formål. Du skal krediteres passende med brugernavn og Arter, og brugen af dine billeder skal være i tråd med Arters formål. Det er også et krav, der i forbindelse med brug af dine billeder angives et link til licensen, og at det oplyses, om der er foretaget ændringer.
Dine billeder vil blive vist hos GBIF med link til originalbilledet på Arter og med angivelse af tilhørende licens.
- Ingen licens – alle rettigheder forbeholdes
Med 'Ingen licens - alle rettigheder forbeholdt' beholder du fuld ophavsret og fuld brugsret over dine billeder, bortset fra de rettigheder der er givet til Arter i servicevilkårene.
Dine billeder bliver ikke vist på GBIF, men andre funddata, såsom findested, tekst og øvrige fundoplysninger, vil blive overført fra Arter til GBIF.
At du "deler brugsretten" til billeder betyder ikke, at ophavsretten afgives. Ophavsretten er stadig fotografens. Derfor er det fotografen, du skal henvende dig til, hvis du ønsker at bruge et billede i større opløsning end det billede, der er uploadet på Arter. Dette er ikke et anliggende for organisationen bag Arter.
Fund fra andre databaser
Bemærk, at Arter udstiller fund, inklusive billeder, fra en række andre databaser. Under hvert fund er det tydeligt angivet, hvis fundet stammer fra en anden database end Arter. For disse fund gælder, at reglerne for brug af billeder og øvrige funddata følger de regler, der gælder hos den database, som fundet oprindeligt er registreret i.
Ved brug af data fra Arter skal Arter såvel som alle øvrige databaser, hvis data indgår, nævnes i kildehenvisningen. Eksempelvis iNaturalist, DOFbasen eller Atlas Flora Danica. Når fund eksporteres fra Arter, fremgår de bidragende databaser af kolonnen ”Systemoprindelse” i regnearket.
Organisationen bag Arter og dennes ansatte og samarbejdspartnere er ikke ansvarlige for indholdet af data, eller hvordan data bliver benyttet. Det gælder også i tilfælde af økonomiske eller andre tab, beskadigelse af data, krav om erstatning eller anden form for udgift. Såfremt Arter måtte blive mødt med krav om erstatning eller anden form for kompensation, vil dette krav blive videreført.
3.2 For dig, der har en brugerprofil på Arter
- Fund og tilknyttede data, herunder brugernavn, der oprettes på Arter, vil efterfølgende være til fri rådighed for Arter, også selvom brugerprofilen efterfølgende nedlægges. Læs eventuelt mere under afsnittet om personoplysninger.
- Du har som bruger af Arter ansvaret for, at de informationer, du leverer, er korrekte og fyldestgørende. Er dette ikke tilfældet, har organisationen bag Arter til enhver tid ret til og uden varsel at rette op på fejlagtige forhold og i grove eller gentagne tilfælde af kritisabel adfærd at slette en given brugerprofil.
- Som bruger af Arter har du også selv ansvaret for, at du har rettighederne til alle former for materiale, du lægger på Arter, herunder at fotografier er optaget i overensstemmelse med gældende regler. Det vil blandt andet sige billeder og tekst samt materiale, som vil kunne tilføjes. Dette vil også gælde video, lydoptagelser og andre mediefiler.
- Det er rapportøren, der krediteres for billeder, medmindre andet er angivet af brugeren selv. Hvis der indgår billeder taget af flere findere, kan man f.eks. udstyre billedet med et vandmærke eller en tekst, som tilkendegiver, hvem der har taget billedet.
- Fund og tilknyttede data, herunder brugernavn, der oprettes på Arter, vil blive overført til GBIF, Global Biodiversity Information Facility. Her forbliver de, også selvom brugerprofilen bag et fund på Arter nedlægges. Som bruger af Arter accepterer du desuden, at data anvendes af myndigheder, eksempelvis via et API, og opbevares af Danmarks Miljøportal. Læs eventuelt mere under afsnittet om personoplysninger.
- Vilkårene for oprettelse og lagring af fund kan ændres af organisationen bag Arter. Dette skal sikre, at data også i fremtiden vil være frit tilgængelige, i overensstemmelse med Arters formål.
- I forbindelse med udsendelse af pressemeddelelser eller anden kontakt til pressen forpligter organisationen bag Arter sig til på forhånd at have indgået aftaler med brugere af Arter om brug af disses billeder, lyd eller video. Organisationen bag Arter forpligter sig i forbindelse med kontakt til pressen endvidere til at sikre, at billeder bliver videregivet med krav om, at disse bliver krediteret med brugernavnet tilhørende fotografen samt Arter. Organisationen bag Arter kan ikke holdes ansvarlig, hvis et medie ikke lever op til dette krav.
- Hvis du som bruger ønsker at benytte data fra Arter, som du ikke selv har lagt ind, kan du læse om fremgangsmåden under punkt 3.3, hvis du er forsker, forvalter eller embedsmand, eller punkt 3.4, hvis du er en privatperson eller anvender data i forbindelse med en opgave i en privat virksomhed.
3.3 For forskere, naturforvaltere og andre embedsfolk
- Funddata fra Arter kan benyttes frit mod kreditering. Kreditering af funddata fra fund ser således ud:
Arter. Miljøstyrelsen / The Danish Environmental Protection Agency, Statens Naturhistoriske Museum / Natural History Museum of Denmark.
Herudover tilføjes evt. link til datasættet på Arter samt kreditering af eksterne databaser, hvorfra der indgår fund i den pågældende søgning.
- Ved brug af data fra Arter skal Arter såvel som alle øvrige databaser, hvis data indgår, nævnes i kildehenvisningen. Eksempelvis iNaturalist, DOFbasen eller Atlas Flora Danica. Når fund eksporteres fra Arter, fremgår de bidragende databaser af kolonnen ”Systemoprindelse” i regnearket. Organisationen bag Arter kan ikke gøres ansvarlig for fejlagtig eller manglende kreditering ved brug af fund, billeder eller øvrige data, der ikke gratis kan benyttes.
- Funddata fra Arter stilles frit til rådighed for forskere, naturforvaltere og øvrige embedsfolk til forsknings- og forvaltningsformål. Der kan maksimalt trækkes 10.000 fund ud af systemet i form af data ad gangen. Hvis der er behov for større dataudtræk, henvises der enten til GBIF eller til at dele udtrækkene op i mindre portioner ved at tilrette søgekriterierne på Arter.
- Billeder, video og lyd er underlagt en af den enkelte bruger udvalgt creative commons-licens (se vilkår under pkt. 3.1). Licensen fremgår tydeligt af det enkelte billede, der er tilknyttet et fund. Valget af licens skal respekteres og følges. Et eksempel på billedkreditering er
Foto: Jens Jensen/Arter.
Og billeder må kun bruges i henhold til Arters formål. Endvidere er det god skik at gøre en bruger opmærksom på, at man har i sinde at benytte vedkommendes billede. Dette kan eksempelvis gøres ved at skrive en kommentar nederst på siden for det pågældende fund.
- I Artsbogen er såvel tekst som billeder og øvrig data underlagt CC-BY-NC-licensen. Det samme gælder for Arters hjælpe- og blogunivers. Det vil sige det materiale, der findes under "Om Arter" og "Hjælp" på arter.dk.
- Derudover er mange fund oprindeligt blevet rapporteret til andre databaser, hvor der gælder andre regler. Ved hvert fund på Arter er det tydeligt markeret, hvis fundet oprindeligt er blevet oprettet i en ekstern database, og i disse tilfælde er reglerne for den pågældende database gældende.
- Organisationen bag Arter har ikke ansvar for eventuelle fejl i forbindelse med data, blandt andet fordi portalen til dels hviler på artbestemmelse givet af brugerne.
- Organisationen bag Arter kan heller ikke gøres ansvarlig i forbindelse med eventuelle udfald, hvor systemet ikke fungerer i en periode.
- Ved tvivlsspørgsmål kan du kontakte kontakte Arters support, der varetages af Danmarks Miljøportal (se Beslægtede emner nederst på denne side).
3.4 For private personer og virksomheder, som ønsker at benytte data eller billeder fra Arter
- Som privatperson eller privat virksomhed kan billeder, video og lyd fra Arter kun benyttes ud fra den licens for creative commons, som den enkelte bruger har valgt (se vilkår under pkt. 3.1). Licensen fremgår tydeligt af det enkelte billede, der er tilknyttet et fund. Valget af licens skal respekteres og følges. Et eksempel på billedkreditering er ”Foto: Jens Jensen/Arter”. Og billeder må kun bruges i henhold til Arters formål. Endvidere er det god skik at gøre en bruger opmærksom på, at man har i sinde at benytte vedkommendes billede. Dette kan eksempelvis gøres ved at skrive en kommentar nederst på siden for det pågældende fund.
- Det vil sige, at f.eks. en konsulentvirksomhed ikke må benytte billeder fra Arter i forbindelse med hverken opgaveløsning eller afrapportering. Det kræver tilladelse fra fotografen mv.
- Øvrige data kan til gengæld benyttes frit mod kreditering og nævnelse af udførte ændringer. Altså også til kommercielle formål. Kreditering foregår sådan:
Datagrundlag: Arter – Miljøstyrelsen, Statens Naturhistoriske Museum / Licens CC-BY.
- Der kan maksimalt trækkes 10.000 fund ud af Arter i form af data ad gangen. Hvis der er behov for større dataudtræk, henvises der enten til GBIF eller til at dele udtrækkene op i mindre portioner ved at tilrette søgekriterierne på Arter.
- Mange fund er oprindeligt blevet rapporteret til andre databaser, hvor der gælder andre regler. Ved hvert fund på Arter er det tydeligt markeret, hvis fundet oprindeligt er blevet oprettet i en ekstern database, og i disse tilfælde er reglerne for den pågældende database gældende. Ved brug af data fra Arter skal Arter såvel som alle øvrige databaser, hvis data indgår, nævnes i kildehenvisningen. Eksempelvis iNaturalist, DOFbasen, Atlas Flora Danica og så videre. Når fund eksporteres fra Arter, fremgår de bidragende databaser af kolonnen ”Systemoprindelse” i regnearket. Organisationen bag Arter kan ikke gøres ansvarlig for fejlagtig eller manglende kreditering ved brug af fund, billeder eller øvrige data, der ikke gratis kan benyttes.
- Organisationen bag Arter har ikke ansvar for eventuelle fejl i forbindelse med data, blandt andet fordi portalen til dels hviler på artbestemmelse givet af brugerne. Derfor kan Arter heller ikke gøres ansvarlig i forbindelse med et eventuelt økonomisk tab.
- Organisationen bag Arter kan heller ikke gøres ansvarlig i forbindelse med eventuelle udfald, hvor systemet ikke fungerer i en periode.
- Ved tvivlsspørgsmål kan du kontakte kontakte Arters support, der varetages af Danmarks Miljøportal (se Beslægtede emner nederst på denne side).
4. Øvrige vilkår
Under dette punkt kan du læse om vilkårene for:
4.1 Sløring af fund
4.2 Kvalitetssikring/validering
4.3 Overdragelse af Arter.
4.1 Om sløring af fund
Hvis du vælger at sløre dit fund, vil den faktiske position stadig kunne blive brugt til kontrol af fundets placering og i forvaltningsmæssige sammenhænge. Det betyder, at artseksperter og brugere, der har et forvaltningsmæssigt behov for at se den faktiske position, kan tilgå den.
4.2 Kvalitetssikring
Når et fund på Arter har opnået kvalitetssikring, vil det sige, at fundet er blevet valideret.
Validering kan finde sted på flere måder:
- Validering kan blive foretaget direkte af en artsekspert.
- Valideringen kan blive foretaget som en afstemning blandt brugerne af Arter.
- Fundet kan blive valideret ud fra, hvor sandsynligt det er, at fundet rent faktisk er blevet gjort.
Status for validering fremgår af det enkelte fund. Det er op til brugeren at orientere sig om krav til kvalitet og sikkerhed af data, hvis man ønsker af benytte dem.
Fund kan slettes af en bruger inden for første 48 timer. Herefter kan fundet kun slettes af organisationen bag Arter og kun efter en begrundet anmodning. Det er op til organisationen bag Arter at vurdere, om den anførte grund til at ønske et fund slettet, er tilstrækkelig til, at fundet reelt slettes, eller ej.
4.3 Overdragelse af Arter
Måtte organisationen bag Arter beslutte sig for at overdrage Arter med hjemmeside og tilhørende database og app til tredjemand, forpligter organisationen bag Arter sig til, at dette kun kan ske til en eller flere offentlige institutioner og ikke til private personer eller virksomheder.
5. GDPR – Beskyttelse af personoplysninger
Formålet med og retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger
Organisationen bag portalen Arter (i det følgende kaldet ”organisationen”) er et partnerskab mellem Miljøstyrelsen og Statens Naturhistoriske Museum, som begge er dataansvarlige i forhold til dig som oprettet bruger af Arter. Det fælles dataansvar er reguleret i en 'Aftale vedrørende fælles dataansvar', som du kan se her.
Organisationen behandler dine personoplysninger med henblik på at have dig oprettet som bruger af hjemmesiden, appen og portalen Arter. Dette omfatter navnlig behandling til følgende formål:
- Oprettelse og drift af en brugerkonto. For almindelige brugeres vedkommende vil det sige, at man har en brugerprofil, som er baseret på et selvvalgt brugernavn, en adgangskode og den e-mailadresse, man som bruger opretter sig med. For ekspertbrugere gælder, at brugernavnet er enslydende med den enkelte ekspertbrugers faktiske navn.
- Fund, billeder og kommentarer, hvortil brugernavnet tilknyttes og vises offentligt på Arter.
- Henvendelse til brugeren fra organisationen bag Arter ved hjælp af e-mail eller som kommentar på Arter i forbindelse med support, validering (godkendelse) og kvalitetssikring af fund, brugerundersøgelse (såsom spørgeskemaer), henvendelser fra pressen og øvrig markedsføring samt notifikationer, som baserer sig på netop det geografiske område, brugeren befinder sig i. Sidstnævnte er pr. 27. november 2020 ikke en funktionalitet, der findes på Arter, men den ventes udviklet på sigt.
- Henvendelse til brugeren fra en myndighed, eksempelvis en styrelse eller en kommune, hvis der er gjort fund af forvaltningsmæssig interesse, f.eks. en sjælden, en beskyttet eller en invasiv art.
- Statistik, som fortæller om brugen af Arter til it-udviklings- og markedsføringsmæssige formål, når eksempelvis Arter omtales i medierne, og det opgøres, hvor mange brugere, fund, billeder osv. Arter har på et givent tidspunkt. Ligeledes i forbindelse med afrapportering, årsrapporter og deslige.
Organisationen behandler dine personoplysninger på baggrund af dit samtykke.
Behandlingen baseres på samtykke med hjemmel i databeskyttelsesforordningens (GDPR) artikel 6, stk. 1, litra a). Og samtykket til videregivelsen af information til GBIF er afgivet efter artikel 49, stk. 1, litra a).
Modtagere eller kategorier af modtagere
Fund, som registreres på Arter, bliver overført til databasen hos GBIF, Global Biodiversity Information Facility, der som international organisation arbejder for at stille data om biodiversitet til rådighed via internettet på globalt plan. For den enkelte bruger af Arter medfører dette, at brugerens brugernavn følger med over i GBIF, når data overføres fra Arter. Hvis en almindelig bruger har valgt at benytte sit faktiske navn, vil dette dermed blive overført til GBIF. Hvis en bruger er oprettet som en ekspertbruger, vil vedkommendes brugernavn altid være det samme som personens faktiske navn, og dette vil dermed blive overført til GBIF, når et fund, som ekspertbrugeren har registret på Arter, bliver overført til GBIF. Organisationen bag Arter har ingen indflydelse på og kan ikke stilles til regnskab for, hvordan GBIF behandler brugernavnet for en Arter-bruger, efter at dette er blevet overført som data tilknyttet fund til GBIF.
Du giver derfor også samtykke til, at dit brugernavn på Arter samt oplysninger om dine fund videregives til organisationen GBIF, som er en international organisation med sekretariat i København og medlemmer i en række lande i verden, herunder lande uden for EU/EØS. Du er hermed blevet gjort opmærksom på, at oplysningerne dermed videregives til lande, som ikke har samme garantier for databeskyttelse, som gælder inden for EU. Dette kan indebære en risiko for, at dine oplysninger behandlet af organisationen Arter efter videregivelsen til GBIF kan anvendes til uvedkommende formål.
Endvidere er det muligt for enhver bruger af Arter ved hjælp af søgefunktionen på Arter at fremsøge fund baseret på brugernavn, også selvom den søgte bruger er en anden end den, der foretager søgningen. Herudover har enhver bruger af Arter adgang til at trække data ud af Arter, og her vil brugernes brugernavne også fremgå i forbindelse med de enkelte fund.
Som bruger af Arter indvilger man desuden i, at ens brugernavn udveksles med andre landes nationale artsportaler, altså hjemmesider, som kan sidestilles med Arter. Det kunne eksempelvis være Artportalen i Sverige, Artsdatabanken i Norge eller Suomen Lajitietokeskus i Finland. Pr. 27. maj 2020 foregår der ingen udveksling af data med andre nationale artsportaler fra Arter, men dette kan komme på tale på sigt.
Den tekniske drift af Arter varetages af Danmarks Miljøportal (DMP), som således er databehandler for organisationen.
Roller og ansvar angående data internt i organisationen bag Arter
Under dette afsnit gennemgås det, hvilke roller og ansvar henholdsvis Miljøstyrelsen, Statens Naturhistoriske Museum og Danmarks Miljøportal har i forhold til data.
- Miljøstyrelsen er ansvarlig for den tekniske drift af Arter. Det vil sige, at styrelsen vil have adgang til personoplysningerne i forbindelse med administration af systemet og vil således behandle data, herunder persondata fra brugerne.
- Statens Naturhistoriske Museum har ansvar for den artsmæssige (taxonomiske) faglighed på Arter, og museet har i den forbindelse behov for at kunne tilgå de persondata, der uploades til portalen.
- Danmarks Miljøportal varetager den daglige drift af Arter. For at kunne sikre en effektiv support og fejlsøgning er det nødvendigt for Danmarks Miljøportal at have adgang til data i systemet. Danmarks Miljøportal er således databehandler for organisationen.
Opbevaring af dine personoplysninger
Organisationen behandler dine oplysninger, indtil du trækker dit samtykke tilbage, jf. dog kommentarer nedenfor under dine rettigheder.
Dine rettigheder
Du har efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 som udgangspunkt ret til indsigt i de oplysninger, som organisationen behandler om dig. Du har efter artikel 21 endvidere i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod organisationen ellers lovlige behandling af dine personoplysninger. Efter artikel 16 har du ret til at få eventuelle urigtige oplysninger om dig selv rettet. Du har endvidere efter artikel 17 i særlige tilfælde ret til at få slettet oplysninger om dig på et tidligere tidspunkt end det tidspunkt, der er anført i afsnittet om opbevaring af dine personoplysninger. Endelig har du efter artikel 18 i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset.
Sletning af bruger
Du har til enhver tid ret til at trække dit samtykke tilbage, det vil sige få din bruger slettet. Dette kan du gøre ved at kontakte kontakte Arters support, der varetages af Danmarks Miljøportal (se Beslægtede emner nederst på denne side). Når du trækker dit samtykke tilbage, vil din profil blive slettet, men de fund, kommentarer og øvrige data, som du har lagt ind på Arter, vil ikke blive slettet, heller ikke billeder. Disse vil Arter fortsat have brugsretten over. Til gengæld vil fund, tilknyttede data, kommentarer og billeder blive anonymiserede, så dit brugernavn ikke længere optræder i forbindelse med dem.
Hvis du vælger at trække dit samtykke tilbage, påvirker det ikke lovligheden af vores behandling af dine personoplysninger på baggrund af dit tidligere meddelte samtykke og op til tidspunktet for tilbagetrækningen.
De heri angivne rettigheder kan kun anvendes af fysiske personer, enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber samt udenlandske selskabskonstruktioner, der efter gældende dansk ret sidestilles hermed.
Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk. Hvis du ønsker at gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte organisationen, jf. nedenfor.
Vi er dataansvarlige – hvordan kontakter du os?
Organisationen er dataansvarlig for behandlingen af dine personoplysninger. Hvis du har spørgsmål til organisationens behandling af dine oplysninger, er du altid velkommen til at kontakte kontakte Arters support, der varetages af Danmarks Miljøportal (se Beslægtede emner nederst på denne side). Du kan også kontakte Miljøstyrelsen som repræsentant for organisationen på telefon 72 54 40 00, på e-mail mst@mst.dk eller på adressen Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C.
Miljøstyrelsens databeskyttelsesrådgiver (DPO)
Hvis du har spørgsmål til organisationens behandling af dine oplysninger, er du også velkommen til at kontakte Miljøstyrelsens databeskyttelsesrådgiver. Du kan kontakte Miljøstyrelsens databeskyttelsesrådgiver på telefon 72 54 40 00, på e-mail dpo@mim.dk eller på adressen Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C, Att. databeskyttelsesrådgiver.
Klage til Datatilsynet
Du kan klage over organisationens behandling af dine personoplysninger til Datatilsynet efter reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 77. Du kan kontakte Datatilsynet via de kontaktoplysninger, som fremgår af Datatilsynets hjemmeside, www.datatilsynet.dk, eller fra din digitale postkasse på Borger.dk.
Beslægtede emner