Sidst opdateret d. 11. januar 2024

Datasæt: Hvor får Arter sine data fra?

Når du indsender et fund til Arter, er det vigtigt, at du ikke også registrerer fundet i en af de databaser, Arter udveksler data med. Læs her hvorfor.

Arter modtager og leverer data til DanBIF/GBIF

GBIF – Global Biodiversity Information Facility – er en multinational infrastruktur, der har som mål at gøre al verdens information om biodiversitet frit tilgængelig for søgning og analyse via internettet. DanBIF er den danske del af GBIF.

Nogle af de databaser, der udveksler fund med GBIF, og som derfor også optræder på Arter, er:

  • iNaturalist, validerede artsfund fra Danmark – data, der har forskningskvalitet.
  • Dansk Ornitologisk Forenings artsfund i Danmark – data, der er valideret.
  • Bugbase, Lepidopterologisk Forenings artsfund i Danmark – sommerfugle og vårfluer
  • Svampeforeningens artsfund i Danmark – Svampeatlas
  • Danmarks Miljøportals Naturdatabase

Når du lægger fund i Arter, er det vigtigt, at du ikke også registrerer dine fund i en anden database. Så vil der nemlig ske det, at dit fund fejlagtigt bliver registreret to gange.


Hvilke slags fund fra andre datasæt synkroniseres til Arter?

Hvis man selv er bruger i et af de andre systemer, som leverer data til GBIF og dermed Arter, er det helt naturligt for mange at gå ind på Arter og lede efter sine egne fund. Og nogle gange kan man ikke finde dem eller ikke finde dem alle.

Det kan have flere årsager:

  • Fundene i den anden database kan være uvaliderede – der leveres kun validerede data til Arter via GBIF.
  • Fundene i den anden database kan være afgivet med så stærk brugsbegrænsning, at de ikke udveksles med GBIF.
  • Fundene kan være gjort af en art, som ikke er kendt på Arter, eller som har et andet navn på Arter. Vi arbejder hele tiden på at gøre taxonomien så ens som mulig, men der vil til stadighed være arter, som hedder én ting i et system og noget andet i et andet system. Det bliver langsomt, men sikkert, puslet på plads.
  • Fundene er ikke blevet synkroniseret endnu. Der er nogle datasæt, som kun synkroniserer nye data f.eks. fra 2020 og frem. Her vil f.eks. ændringer til ældre data ikke blive synkroniseret over i Arter.
Beslægtede emner