Sidst opdateret d. 21. september 2023

Tag gode billeder - og få at vide, hvad du har fundet

Hvis du gerne vil have at vide, hvad du har fundet, forbedrer du chancerne ved at tage mange og gode billeder. På Arter har du mulighed for at uploade op til 5 billeder pr. fund.

Det er svært at genkende et bestemt hus, hvis du kun ser en skorsten. Omvendt er det også svært at skelne en tikrone fra en tyvekrone, hvis du ser den på mange meters afstand.

Det er ikke et krav, at du skal tage et billede for at kunne lægge et fund på Arter. Men hvis du gerne vil have dit fund valideret, er det vigtigt, at du giver artseksperterne og andre Arter-brugere så gode chancer som muligt. Er billederne skarpe og med en god belysning, vil andre brugere på Arter lettere kunne genkende (og validere) dit fund. 

For at få det bedste billede af dit fund, anbefaler vi, at du zoomer ind på fundet, allerede når du tager billedet – eller at du efterfølgende beskærer billedet tæt. På den måde hjælper du både billedgenkendelsen og de artseksperter og andre Arter-brugere, der skal validere dit fund.

Billedgenkendelse

Hvis du uploader et billede af dit fund, når du indsender det, vil billedgenkendelsen kunne hjælpe dig ved at foreslå en art eller en slægt.

Umiddelbart efter at du har uploadet et eller flere billeder af dit fund, går systemet automatisk i gang med at udregne de(n) mest sandsynlige art(er) eller slægt(er). Det er nu op til dig at vælge det forslag, der ligner bedst. Er du i tvivl, kan du vælge at se eksempler på billeder af den foreslåede art eller slægt, inden du går videre.

Artsforslag 2Pix
Billedeks 2Pix


Du kan naturligvis forkaste alle forslag og skrive dit eget ved at begynde at taste i Trin 2: ’Hvad har du fundet’ eller vælge at indsende fundet uden forslag ved at benytte ’Jeg ved ikke, hvad jeg har fundet’.

Værd at vide om billedkendelsen på Arter

  • Billedgenkendelsen er en kunstig intelligens, der er baseret på over 50 millioner fotos fra Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Holland, Belgien - og naturligvis Danmark.
  • Billedgenkendelsen bliver gentrænet ca. én gang om året med opdateret materiale fra de nævnte lande - inkl. validerede fund med fotos, der er registreret på Arter på det pågældende tidspunkt.
  • At billedgenkendelsen bliver trænet på billeder fra flere lande både nord og syd for den danske landegrænse, skulle gerne bidrage til præcisionen af de artsforslag, du får på Arter.
  • Billedgenkendelsen på Arter er begrænset, så den kun kan foreslå arter, der eksisterer i Arters taxonomi.
  • Billedgenkendelsen er naturligvis ikke ufejlbarlig – den er bare god til at gætte. Vær derfor altid kritisk over for, hvad systemet foreslår dig.
  • Vil du hjælpe billedgenkendelsen til at blive bedre, kan du hjælpe med at bestemme fund. Jo flere validerede fund med fotos, vi har i Arter, desto bedre billedgenkendelse.
  • Billeder, der er beskåret så tæt på det, du ønsker at genkende, giver det bedste resultat. En sommerfugl på en plante vil nogle gange give et bud på både sommerfuglen og planten.

Hvis du ikke har et foto

Som nævnt i indledningen kan du sagtens lægge et fund på Arter uden et foto. Det kan jo ske, at man slet ikke når at få taget telefonen/kameraet op af tasken.

Alligevel kan dit fund god blive valideret. Det betyder blot, at du skal gøre dig ekstra omhyggelig med at beskrive fundet, omgivelserne og give anden information, som kan sandsynliggøre dit fund. Oplysninger om eks. antal kan også påvirke, om dit fund kan sandsynlighedsvalideres.

Hvis du har gjort et opsigtsvækkende fund, skal du være særligt beskrivende.

Hvis du har gjort et fund af gråand i en sø, er det rimeligt sikkert, at du får dit fund valideret uden foto. Men hvis du har fundet en solsort ude midt  i Kattegat, skal du skrive ekstra information om omstændighederne. Var det f.eks. på en boreplatform, eller kom den drivende på en tømmerflåde? Er du sikker på, at det ikke var en måge - hvordan så den ud?

2019 11 24 17 32 19 727 Copy

Hovsa! De fleste kender nok følelsen. Her har man forsøgt at tage et billede af undersiden af hatten på den lilla svamp, men det er baggrunden, der står skarpt. De fleste telefoner og mange kameraer giver dig mulighed for at stille skarpt, ved at du tapper med din finger på skærmen på det sted, som skal være i fokus. Foto: Jon Mathorne.

Beslægtede emner