Sidst opdateret d. 20. februar 2024

Folkenavne og folketro

Danske folkenavne i tusindvis og masser af historier om dansk folketro

Tusindvis af gamle danske folkenavne og pudsige historier om dansk folketro er gjort let tilgængelige via Artsbogen.

Det drejer sig om Brøndegaards berømte bogværker Folk og fauna (tre bind) samt Folk og flora (fire bind). En tredje serie, Folk og fæ (to bind), indgår ikke på Arter.dk.

Rettighederne til Brøndegaards bogværk er opkøbt af det svenske Kungl. Skogs- och Lantbruksakademien (KSLA), og alle teksterne fra bøgerne ligger frit tilgængelige på deres hjemmeside. KSLA har venligst givet tilladelse til, at vi fra Artsbogen på Arter kan linke direkte til afsnittene om de enkelte arter og artsgrupper. Mere end tusind arter og grupper af arter er således repræsenteret af et direkte link til Folk og fauna eller Folk og flora.

De tusindvis af gamle navne rummer mange sjove, pudsige og vulgære navne m.m. og er ganske underholdende læsning. Se en lang række eksempler nedenfor. Eller se et par eksempler på afsnit fra bøgerne her: Blåhat, Ørentvist.

Det er ikke uventet, at der især findes mange navne på arter, som igennem historien har gjort stor nytte eller skade, men også flere smukke eller charmerende arter m.v. har måttet lægge "krop" til mangt et navn. F.eks. indgår der over 100 navne for såvel plantearten ager-snerle som fuglearten hvid vipstjert.

Ofte kendes mange navnevarianter, og forvanskninger af disse fører hyppigt til meget anderledes navne med helt andre betydninger, som f.eks. fisken tangsnarre, der bl.a. andet kendes under følgende folkenavne: snadregedde, snadderged, snarreged og snerreged.

Flere navne går igen mange gange - ikke mindst blandt planterne, hvor følgende navne er blandt topscorerne: snogeblomst og -urt, loppeurt, kopatte, ræverumpe, hanekam og gammelmand.

De i alt mere end 10.000 gamle danske navne er også tilgængelige på Arter.dk i listeform (Folkenavne.xls).

Blæretang
Vandmand

Tv: Fattigmandstarm og knaldetang er blandt de folkenavne, der har været benyttet om blæretang (Fucus vesiculosus).
Th: en lang række navne har været brugt om vandmænd i gennem tiderne. Blandt disse er snotboble, sildekage og sælhundelort.
Fotos: Lars Skipper

  

Eksempler på navne fra listen


Sjove navne
Snotboble (vandmand)
Møddinggøjser (gråspurv)
Skvalderpose (husskade)
Smutifaks (musvit)
Sildedrikker (alk)
Forkert regnspove (klyde)
Madposedyr (rådyr - spejlet ligner soldaternes madpose)
Av-for-satan-gran (sitkagran)
Lugteskidt (stinkende karse)
Mindreværdsugle (kirkeugle - forvanskning af navnet minervaugle)
Luk-om-aftenen (tusindfryd)

Vulgære navne
Lortesnapper (kjove)
Kong nosseløs (dunhammer)
Peder Låddenrøv (lomvie)
Børnelort (snerre)
Stodderpik (kutling)
Pigerøv (følfod)
Pissepotte (agersnerle)
Havfrufisse (vandmand)

Lange navne
Jo længere jo bedre (kaprifolie)
Den skævbenede skrædder med saksen (hummer)
Den med spar es på ryggen (klyde)
Jo længer´a lever jo stakker a bliver (natlys)
Oldefar og oldemor kører i kaleche (stormhat)

Personnavne
Tyvpeter (skade)
Thomas vinter (rødhals)
Peder Drikker (lomvie)
Per højrelår (mejer)
Nøgenmette (bænkebider)
Blanke Maren (sølvkræ)
Grønne Anders (løvfrø, klæg)
Ole langlår (stankelben)
Morten kåltyv (hare)

Sygdomme og utøj
Fnatblomst (svaleurt)
Pestrod (hestehov m.fl.)
Lopperose (mælkebøtte)
Lusegræs (ulvefod m.fl.)

Navne relateret til religion
Vorherres bloddråbe (fløjlsmide)
Guds nåde (stinkende storkenæb)
Jomfru Maries tøffel (almindelig torskemund)
Sankt Johannesurt (perikon)
Sankt Peders tåre (kejserkrone)
Fandens kærnemælk (vortemælk)
Helvedsblomt (valmue)
Djævelens fløde (andemad)

Sagnvæsener
Troldbær (firblad)
Bjergmandens høns (måger)
Troldheks (følfod mfl.)
Troldkonekål (bjørneklo)
Heksebær (dansk ingefær)

Navne relateret til erhverv
Skomagerfugl (klyde)
Havfogedens duer (måger)
Skærsliber (musvit)
Postbud (fløjlsmide)
Smedesvend (knurhane)
Provsten (urfugl)
Karen Kræmmer (alk)

Nedsættende navne (f.eks. hund-, hest-, bonde-, -horeunge)
Hundehvidløg (ramsløg)
Hestemynte (ager-mynte, vand-mynte)
Bondemuskat (knoldet mjødurt)
Nattergalens horeunge (solsort)

Navne på grundlag af stemmer (som krage, råge, vibe...)
Knirkefugl (engsnarre )
Knurremurrepist (skovsneppe)
Glib (strandskade)
Tilip (præstekrave)
Slid-din-tid og tit-i-gryde (musvit)

 

Referencer

Brøndegaard, V.J. 1978-80. Folk og flora. Bind 1-4. Rosenkilde og Bagger
Brøndegaard, V.J. 1985-86. Folk og fauna. Bind 1-3. Rosenkilde og Bagger